Inden genbrug af plastaffald ved hjælp af forskellige genbrugsmetoder, er sortering ofte nødvendig. På grund af de forskellige og komplekse kanaler for plastforbrug og vanskeligheden ved let at skelne post-plastik efter udseende, er det bedst at mærke plastprodukter med deres materialetype. Kina har udviklet GB/T16288-1996 "Recycling Marking for Plastic Packaging Products", der henviser til materialetypemærkningen foreslået og implementeret af Society of Plastics Engineers (SPE) i USA. Mens denne mærkningsmetode letter sorteringen, giver det store antal umærkede plastprodukter i Kina stadig sorteringsvanskeligheder. For at adskille forskellige plasttyper til genanvendelse er det vigtigt først at forstå, hvordan man identificerer forskellige plasttyper. Følgende er en enkel metode til plastisk identifikation:
Udseende: Ved at observere plastens udseende kan man indledningsvis identificere dens kategori: termoplast, termohærdende eller elastomer. Generelt er termoplast opdelt i krystallinske og amorfe typer. Krystallinsk plast virker gennemskinnelig, mælkeagtig eller uigennemsigtig og bliver kun gennemsigtig i en tynd filmtilstand, med hårdhed, der spænder fra blød til liderlig. Amorf plast er generelt farveløs og fuldstændig gennemsigtig uden tilsætningsstoffer, med en hårdhed, der strækker sig fra hårdere end horn-lignende gummi (i hvilket tilfælde der ofte tilsættes blødgøringsmidler og andre tilsætningsstoffer). Termohærdende plast indeholder sædvanligvis fyldstoffer og er uigennemsigtige; de er gennemsigtige, hvis de ikke indeholder fyldstoffer. Elastomerer har en gummiagtig følelse og en vis grad af forlængelse.
Opvarmningsegenskaber: Opvarmningsegenskaberne for de tre ovennævnte plasttyper er også forskellige og kan identificeres ved opvarmning. Termoplast bliver blød, når den opvarmes, smelter let og bliver gennemsigtig, når den smeltes, ofte i stand til at blive trukket ind i tråde fra smelten og er generelt lette at varme-forsegle. Termohærdende plast bibeholder deres oprindelige hårdhed og blødgøres ikke før kemisk nedbrydning, forbliver relativt formstabil indtil forkulning ved nedbrydningstemperaturen. Elastomerer flyder ikke, når de opvarmes, indtil deres kemiske nedbrydningstemperatur, hvorefter materialet nedbrydes og karboniseres.
